Første gang jeg hørte om bogen ’The No Club’, tænkte jeg, at den sikkert bare handlede om at sige nej til at sørge for kaffe eller melde sig frivilligt til af skrive referat til møder og lignende. Jeg lod mig alligevel friste til at købe og læse bogen – og blev hurtigt en del klogere:
I løbet af de seneste 19 år har jeg i perioder, som enten bestyrelsesmedlem eller bestyrelsesformand, været involveret i frivilligt bestyrelsesarbejde. Jeg har ligeledes lavet professionelt pro bono arbejde i forbindelse med udviklingen af en aktuel ny due diligence standard, hvor jeg blev udnævnt til gruppeleder og specialist inden for mit fagområde. I mit (lønnede) arbejdsliv, har jeg også – mere end et par gange – fået tildelt ansvaret for at færdiggøre projekter, som alt for længe havde været placeret i et sylteglas.
Jeg har altid været hurtig til at sige ’ja’ til ansvarsfulde opgaver, hvorefter jeg med et lille smil på læben har påtaget mig rollen som projektleder eller specialist. I de fleste tilfælde har jeg såmænd været beæret over at blive spurgt (aka the Diva Moment), men jeg kender også bagsiden af medaljen: at jeg for eksempel kan risikere at miste hele armen ved blot at række hånden frem. Nærmere vil jeg ikke komme ind på det.
Efter at have læst bogen ‘The No Club’ er det tydeligt, at jeg simpelthen skal være hurtigere til at sige ’nej’ og kun sige ’ja’ til de opgaver og ansvarsområder, som er væsentlige for mig og mit virke.
Dermed ikke sagt, at jeg aldrig har sagt ’nej’:
For et par år siden blev jeg spurgt om jeg ville indtræde i en mindre virksomheds bestyrelse. Da jeg spurgte til honoraret, blev virksomhedsejeren fortørnet, og sagde, at der ikke kunne blive tale om et honorar, men at bestyrelsen blev budt på et årligt weekendophold et sted i Jylland. Jeg sagde ’nej’.
Inden for det sidste års tid, er jeg også blevet opfordret til at stille op i en styrelse, fordi vedkommende, som spurgte, mente, at mine kompetencer kunne give mening der. Jeg sagde ’nej’.
Så ja, jeg har i forvejen været i stand til at sige ’nej’. Både som menneske og som kvinde. Men at læse bogen – og ikke mindst gennemgå de praktiske øvelser – har virkelig været en gave for mit videre liv. Jeg håber også, at bogen kan give mening for dig, uanset køn. En anbefaling er hermed givet.
‘The No Club – Putting a Stop to Women’s Dead-End Work’ af Linda Babcock, Brenda Peyser, Lise Vesterlund, og Laurie Weingart. Piatkus, 2022.
solveig einarsson/november 2022